Gå til indhold

Hvad er mine rettigheder efter databeskyttelsesforordningen?

Du har rettigheder, når Skatteministeriet registrerer personoplysninger om dig i et it-system. Hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte den myndighed i Skatteministeriet, som har registreret de pågældende personoplysninger.

Disse rettigheder er bl.a.:

Du har ret til at få at vide, at Skatteministeriet indsamler personoplysninger om dig, og at de er gemt i Skatteministeriets it-system. Du skal i den forbindelse bl.a. have at vide, hvilke oplysninger Skatteministeriet har registreret om dig, og hvad formålet er med at behandle dem.  

Du har ret til at se de oplysninger, der er registreret om dig. Du har ret til at bede om at få rettet dine personoplysninger, hvis du mener, de er forkerte eller giver et forkert indtryk. Skatteministeriet er forpligtet til at tage stilling til din anmodning.

Du har ret til at anmode Skatteministeriet om ikke at behandle dine personoplysninger på baggrund af din særlige situation, til trods for at behandlingen er lovlig.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.